Tandrens og Tandpleje for hunde og katte

Sunde tænder / tandpleje er en vigtig forudsætning for et godt helbred. Derfor er det vigtigt at sikre sig din hund eller kats tænder er sunde og stærke. Derfor tilbyder jeg som åbningstilbud et gratis tandtjek. Tændernes sundhed tjekkes selvfølgelig også ved almindelige sundhedstjek i forbindelse med vaccination. Tandsten ses som brunlige belægninger der typisk starter på de store hjørnetænder og store kindtænders yderside.

De fleste mennesker børster tænder flere gange om dagen og kan derved forebygge tandsten. Det er de færreste hunde og vel næsten ingen katte der får børstet tænder og da slet ikke hver dag. Derfor kan det være nødvendigt for dem at få renset tænder med jævne mellemrum.

Jeg tilbyder effektiv og skånsom tandrens, med Piezo-ultralydsmaskine, med efterfølgende polering. Selvom det er en af de mest skånsomme maskiner der findes, er det nødvendigt af lægge din hund eller kat i fuld narkose.

Tyggeben til hunde er god tandrens

Hvor ofte det er nødvendigt med tandrens er meget individuelt fra dyr til dyr. Der er flere faktorer der spiller ind, som f.eks. kostvaner. Er din hund glad for tyggeben går der måske længere tid mellem besøgene hos ”tandlægen”. Har man omvendt en mindre hund med tætsiddende eller måske skævtstillede tænder kan det være nødvendigt med hyppigere besøg for at sikre en optimal sundhed.

Nogle gange kan der være tænder der ikke står til at redde og derfor må trækkes ud eller opereres ud, for at sikre de ikke er til gene for dyret eller anledning til smerter eller infektioner. Jeg tilstræber så vidt muligt at aftale dette med dig og vil helst forsøge at bevare tænder hvis det er muligt.

Tandpleje til hundehvalpe

Tilbageholdte mælketænder er et andet problem der oftest rammer de mindre hunderacer. Normalt skiftes tænderne på tur når hvalpen er 3-5 måneder, men som det er med biologien er der altid variationer. Men oplever man at hunden har dobbelt tandsæt, er det en god ide at få fjernet mælketænderne, da de ellers vil være årsag til skade på de blivende tænder.

Overvej også at børste tænder på din hundehvalp! Jeg ved, at det måske lyder lidt fjollet, men man kan faktisk godt lære hunden at acceptere, at du børste tænder på den. Tandbørstning skal dog læres, og du skal forsøge at lære den ved hjælp af belønninger. Det er de færreste hunde, der finder sig i at du propper en tandbørste ind i munden på den.

Derfor råder jeg folk til at have godbidder ved siden af, når de første indledende øvelser foretages. Løft op i hundens læbe et par sekunder, og når hunden begynder at blive træt af din emsige handling, giver du den en godbid. Fortsæt med denne øvelse igennem nogle uger, hvor du hele tiden husker at belønne hunden. Langsomt accepterer hunden, at du rører ved læber og tandkød, og efter 3-4 ugers træning bør du kunne starte med forsigtigt at føre en tandbørste ind i munden på hunden.

For at hundehvalpen skal synes om “legen”, kan du med fordel smøre tandbørsten ind i en “pasta” som hunden kan lide, for eksempel leverpostej. Lad hunden slikke tandbørsten ren og lad den nyde legen. Kombiner med godbidder. Snart kan du skånsomt begynde at børste kindtænder og på sigt vil du formentlig også kunne børste hundens fortænder. Men far med lempe!

Tandrens og tandpleje af hunde og katte kræver tålmodighed.